Tanker og følelser fra en skrøbelig fugl…

Jeg vil give projektarbejdet 4 stjerner…

1 for Hanne… Fordi hun er lige så smuk inden i som udenpå.

1 for Laila… Fordi hun er omsorgsfuld og ærlig.

1 for Pil… Fordi hun kan holde hovedet koldt og altid kan give gode råd.

1 for Cecilie… Fordi det er mig. Og fordi jeg anerkender at dem omkring mig bidrager med rigtig meget til min hverdag.

Så tak for det, fantastiske kvinder

Rent ud sagt… Så er jeg bare pisse træt af det hele lige pt. Mest af alt, af min rolle som hende den søde og forstående, hende der altid kommer til en når man har brug for det, men hvor man tænker at hun da aldrig ville have brug for at man kom til hende. Hende man åbenbart altid kan træde på eller være lidt ligeglad med hvad mener. Men det skal så meget være slut nu, magter det simpelthen ikke mere. Så jeg vil prøve noget nyt, noget så vildt som at sige fra, eller sige min mening inden jeg overhovedet er blevet spurgt. Er ved at kaste op over den rolle jeg er havnet i, for i virkeligheden er det så langt fra hvem jeg er. Så hvis jeg springer dig over i køen, udebliver fra vores aftale eller fortæller dig hvor fed du er blevet på det sidste, ja, så må du meget undskylde, men nu er det fandeme på tide at jeg sætter mig selv først og er pisse ligeglad med dig. Det er åbenbart sådan alle andre lever, er bare mig der har været lidt langsom til at opfatte det.

Sommerferie. Ren luksus. Den sidste af slagsen der er sååå lang som denne, næsten to måneder

For næste år er jeg færdiguddannet, og skal til at være fornuftig med job og alt muligt… Lige pt. ikke helt til at overskue.

Derfor vælger jeg slet ikke at overskue det, og bare lade mig bære af denne sommer, lader mig flyde hvorend den tager mig hen. Indtil videre har den stået på en omgang Roskilde festival, den første nogensinde for mig… Og det har været intet mindre end fantastisk. Udfordrende til tider, men det hele værd. Fantastisk oplevelse, og ikke sidste gang!

Næste punkt i denne ferie er et bryllup hos en studie veninde, er sikker på at det bliver smukt, og at jeg kommer til at fælde en tåre eller to.

Ellers håber jeg på at en masse impulsive ting opstår og jeg kan lade mig flyde på og med…

Denne sommer MÅ nydes!

Jeg har den fornøjelse at skulle hente min venindes søn fra børnehave imorgen. Og hvor har jeg dog ventet længe på at få godkendelses stemplet, ikke kun fra hende, men fra mange andre af mine veninder som der er enlige mødre eller bare har enormt travl i hverdagen. De taler tit og ofte om hvor travlt de har, og hvor svært de har ved at få det hele til at hænge sammen. Jeg er single, uden børn og studerende. Så jeg synes egentlig at jeg har godt med tid. Så derfor har jeg op til flere gange tilbudt at hente børnene i vuggestue, dagpleje og børnehave, har derudover også sagt at de bare skulle ringe hvis børnene blev syge og de ikke havde mulighed for at tage fri fra jobbet. Alligevel har de ikke gjort brug af tilbuddet en eneste gang. Og det er altså ikke fordi jeg er helt idiot når det kommer til børn, jeg har arbejdet i vuggestue før, og har arbejdet som dagplejemor, så helt grøn er jeg da ikke. Men måske er det mødrenes stolthed der kommer i vejen? De føler måske ikke at de lever op til det perfekte billede af hvad en mor skal være, hvis de bliver nødt til at hente hjælp fra en af deres veninder… Tja, jeg ved ærlig talt ikke helt hvad der foregår i deres hjerner, men meget ændrer sig når man bliver mor, så meget kan jeg da konkludere. Men kan ikke tage imod hjælp, men man kan stadig brokke sig over at have travlt. Om jeg begriber det. Til gengæld værdsætter jeg nu endnu mere at jeg har fået den ære at skulle hente min venindes søn imorgen.

Jeg er 25 år… Og det i sig selv er egentlig helt fint. Jeg zapper rundt mellem diverse kanaler, og falder over sådan noget som single liv på kanal 4, og det skræmmende ved det er,  at jeg begynder at kunne genkende mig selv og mine andre single veninder. På tankegangen vel at mærke. For ingen af os har kastet os ud i speeddating, oprettet en profil på dating eller meldt os til et tv program om singler… Men, vi tænker som de singler der er med i programmet, men har nok svært ved at indrømme det. Det er så nemt at se deres fejl og desperate handlinger når det ruller over skærmen, men når det kommer til os selv, så er vi jo noget nær perfekte. Vi har i hvert fald meget svært ved at være ærlige overfor os selv og for vores med- singler. Vi taler tit om hvordan man møder den perfekte fyr, personligt gider jeg ikke finde ham i byen, for min erfaring siger mig at de fyre der er i byen kun tænker på én ting. Så kunne man oprette en dating profil, men i mine (gammeldags) øjne er det virkelig bare sidste udvej… Og hvad er der så tilbage? Hvor tit møder I en fyr/pige på studiet hvor det bare siger klik? Hvor tit bliver I sat på blind dates igennem jeres vennepar hvor det er vellykket? Hvor tit bliver I stoppet på gaden af en der bare må have jeres tlf nummer?

Ja, jeg spørger bare… For jeg er 25 år, og føler mig ligeså desperat/søgende som nogle af de + 30 kvinder der medvirker i singleliv… Og det vil jeg simpelthen ikke være!!!!  Burde jeg ikke have nok i mig selv?

Er der en guide til hvordan man finder en partner???

Jeg har de sidste par år jeg har været igang med min uddannelse, tænkt at jeg var meget meget glad for at de eksamner jeg havde i folkeskolen og gymnasiet var overstået, i hvert fald i de fag som jeg ikke var god til og som ikke havde min interesse. Nu sidder jeg så på min drømmeuddannelse og skal på torsdag op i mit ultimative hade fag, anatomi. Vi skal lave en bevægelsesanalyse af en dame der tegner en cirkel med en passer… Altså, hvilke faser kan bevægelsen deles op i, hvilke led handler det om, og hvilke muskler bliver brugt under denne bevægelse, plus hvordan de arbejder. Ja, det havde jo været fint at kunne hvis jeg skulle være anatomi professor, have med idræt at gøre, være læge eller fysioterapeut… Men nej, det skal jeg ikke… Jeg har en passion for at arbejde i psykiatrien, og så er det lige jeg tænker… Hvad fanden skal jeg bruge den skide bevægelsesanalyse til??? Kan overhoved ikke motivere mig selv til denne eksamen, og sidder nu og skal lave et mundtligt oplæg som kan uddybe den skriftlige opgave… Og hvad gør kiwibird? Hun kaster sig selvfølgelig ud i CNS og nerve forbindelser, for hvis det ikke var svært i forvejen, så bliver det da nu… Jeg skal ligesom bare gøre det svært for mig selv… Håber at jeg på torsdag er bestået, og kan fortsætte min elskede uddannelse uden nogensinde at skulle slå op i en anatomi bog igen.

Det er efterhånden et sykke tid siden… Og så tænker jeg at jeg hellere må få skrevet om alt det spændende der er sket siden sidst. MEN! Faktum er bare at jeg sidder fast i den samme rille som altid, og jeg er fuldstændig selv skyldig i det. Ja, jeg er stadig pisse forelsket i malermesteren. Sidste år i slutningen af oktober, inviterede han mig med hjem til ham, det var første gang jeg “fik lov” til det, ellers har det altid foregået hos mig. Og det hele var bare så skide romantisk at jeg faldt endnu dybere. Og jeg ved hvad hans indstilling er, han vil ikke have et forhold. Og alligevel bliver jeg ved med at se ham, for tanken om at skulle være helt foruden ham, den kan jeg slet ikke bære. Så kan alle mine veninder kalde mig svag, og fortælle mig nok så mange gange at jeg fortjener bedre end ham, en som rent faktsik vil være min kæreste. Men, jeg vil jo for fanden ikke have andre end lige netop ham, og tanken om slet ikke at skulle se ham, gør så ondt i mit hjerte, mere ondt end det faktum at han ikke vil være min, kun i sengen…

Vender tilbage når jeg har fået mig et liv.

Det er lang tid siden. Vidste ikke helt om jeg ville blogge igen efter en kommentar fra en anden blogger… Blev sgu lidt overrasket altså! Men… Det satte da også nogle tanker igang. Han synes at jeg var selvmedlidende og at der ikke var andre der gad at høre på mit lort. Efter et stykke tid væk fra bloggen og en del tænkeri, er jeg kommet frem til at bloggen her, er et af de få steder hvor jeg rent faktisk giver mig selv lov til at have selvmedlidenhed engang imellem. Tit når jeg har skrevet et indlæg, får jeg det nemlig ud af systemet, og kan komme videre i mit liv-uden at være den “selvmedlidende ko” i virkeligheden.  Så I kan godt forvente at jeg lukker noget pladder ud fra tid til anden, men hvis der er nogen der synes det er så forfærdeligt, så lad være med at læse hvad jeg skriver…

Det sker gang på gang, når tingene ender derude hvor jeg ikke kan overskue dem og min hverdag bliver skiftet ud med noget der ligner en der er på kontanthjælp… Jeg føler depressionen komme snigende over mig. Så nu er det jeg må slå til, ta mig selv i ørene og komme i gang med at lave noget, hvad som helst! For som nævnt før, har jeg været ude i depression tidligere, og ikke på vilkår om jeg gider derud igen, jeg vil kæmpe. Men sjovt nok tager jeg mig selv i at ville kæmpe denne kamp alene, for når folk der står mig nær spørger hvordan jeg har det for tiden, så lyver jeg for dem og siger at jeg har det godt. Jeg har det ikke godt! Men… Jeg prøver at have det godt! Hvorfor er det at det er så svært at sige sandheden til dem man holder af? I bund og grund tror jeg stadig det handler om for mig, at jeg ikke vil have andre til at se mig som en svag person. Men hey, vi er vel ikke allesammen stærke 24/7?

Du er den første jeg har åbnet mig for siden jeg var på noget af en omvej med mit liv, med en mand i herning. Du gav mig i et kort sekund troen på at jeg var noget værd, at jeg var noget specielt og at du brugte tid på mig fordi jeg er den jeg er. Samtidig er du også den første der tog denne følelse fra mig endnu engang, ved at vende mig ryggen, være uinteresseret i mig og til sidst helt at ignorerer mig. Jeg sidder nu tilbage med følelsen af at være det dummeste pigebarn på denne klode, for hvorfor falder jeg i gang på gang og åbner mig op for personer, som når det kommer til stykket bare lader som om og i virkeligheden ikke har den fjerneste interesse i mig. Er jeg svær at elske? Hvad fanden er det jeg gør forkert? Jeg havde lovet mig selv at jeg ikke ville åbne mig op på den måde igen, men det var svært at modstå fristelsen da du dukkede op ud af det blå og kiggede på mig med de der øjne der bare lignede at du vidste hvad jeg mente, følte og tænkte inden jeg overhoved selv havde opfattet det. Jeg vil prøve at modstå dig, men det bliver svært, for jeg holder på mange måder af dig, men kan simpelthen ikke udsætte mig selv for det følelsesmsæssige kaos og forvirring der følger med når man møder en mand der LADER SOM OM han vil en ens bedste.  Det bliver svært, for du er på mange måder tættere på mig end jeg ville ønske, og det er intet jeg kan gøre for at ændre dette.